Tørring Camping er åbnet for sæson 2023, med et nyt værtspar ved roret. Efter et lidt kaotisk år i 2022, for Tørring Camping, har vi valgt at tage udfordringen op og sætte en ny retning for Tørring Camping.
Vi er en lokal familie på 3, som består af Signe, Mads og vores søn Edgar på 3 år. Signe, som er uddannet pædagog, vil til dagligt stå for Tørring Camping, hvor Mads og Edgar også vil være på pladsen efter arbejde/børnehave samt weekender og ferier. Vi elsker alle tre at tilbringe vores fritid ude i det fri. Vores ferier er ofte i den primitive skala, og vi har som børn været meget på camping hver især. Så campinglivet er slet ikke nyt for os.

Nyd roen ved Gudenåen midt i byen
Velkommen til vores skønne lille oase midt i noget af Danmarks smukkeste natur nær Gudenåens Udspring. Gudenåen risler smukt langs pladsen og indbyder til sejlads, badning og lystfiskeri. I gåafstand ligger Tørring by, som har mange butikker og indkøbsmuligheder.
Vi er en af Danmarks mindste campingpladser og indbyder til ro, hygge og en god atmosfære. Vi har stor fokus på at vores gæster føler sig velkommen og kan slappe af og nyde omgivelserne.
Pladsen er i løbende udvikling og der sker hele tiden nye tiltag, som gør jeres ophold og pladsen unik. Vi udlejer hytter, telthytter, shelter og glampingtelte.

Nye tiltag
Tørring Camping vil i løbet af forårssæsonen få opført 4 Hammerly Telthytter, som skal stå i en form for lejrer på den gamle tipi-plads, med en bålplads som samlingssted. En Telthytte tilbyder en speciel glamping oplevelse, og er en hybrid mellem en hytte og et telt. De 4 telthytter bliver til 2 personer.
Vi har renoveret vores overdækkede cafe område – og vi glæder os til byde jer indenfor i Café Kold Kaf’. I Café Kold Kaf’ kan I blive forkælet med lidt god mad, is, forskellige lækre kaffer og kold fadøl.
Tørring Camping er en del af DK-camp, Små pladser og Destination Kystlandet.